23948sdkhjf

Hørkram tog en fiskechance - og det viste sig at være en god idé

I går var det fem år siden, Hørkram Foodservice lancerede sin fiskeopskæring – et nyt forretningsben, som skulle være med til at understøtte virksomhedens vision om at fungere som totalleverandør for kunderne.

Og det har vist sig at være en god idé, konstaterer produktionsdirektør Claus Sundin, som ikke lægger skjul på, at Hørkram oprindeligt ikke var helt sikker på projektets holdbarhed.

- Vi gik ind i fiskebranchen med en tro på, at det kunne lade sig gøre og på, at det ville være en gevinst for vores forretning og for vores kunder, men vi var naturligvis spændte på, hvordan markedet og ikke mindst kunderne ville tage imod det, siger han.

Han kan nu notere sig, at mange kunder ser fordelen i at få deres friske fisk leveret sammen med de øvrige varer, de bestiller hos foodservice-grossisten. 

Det betyder, at Hørkram hver uge producerer og leverer 45-50 tons frisk fisk og skaldyr til kunder over hele landet. Og det er mere, end virksomheden havde forventet at kunne gøre på nuværende tidspunkt, lader Claus Sundin forstå.

Den 1.100 kvadratmeter store produktion, der ligger i Hørkrams logistikcenter i Sorø, beskæftiger 25 medarbejdere, som arbejder i treholdsskift. Senest er der ansat to ukrainske flygtninge. 

Produktionen er tæt på at være døgnbemandet, hvilket er en betingelse for, at det kan lade sig gøre at få de mere end 700 varenumre ud til Hørkrams kunder, nævner produktionschefen.

Desuden leverer Hørkram frisk fisk til en række af koncernens logistikcentre i Sverige og Nordtyskland.

Fisk i portioner hitter

- Vi har fra fiskeproduktionens spæde start betegnet os selv som en moderne fiskehandler. Det gør vi, fordi vi lægger stor vægt på at være fleksible overfor vores kunder, siger Frank Kofoed, der er Hørkrams fagkonsulent på fisk. 

- Vi tilbyder ferske varer, røgvarer, fiskefars og ikke mindst fisk i portioner, ligesom vi løbende tilpasser vores sortiment til kundernes ønsker, tilføjer han.

På grund af den store mangel på arbejdskraft i branchen har Hørkram den seneste tid set en stor stigning i efterspørgslen på især fisk i portioner, da disse produkter er med til at spare arbejdstid i køkkenerne, nævner Frank Kofoed.

Hørkram er stoppet med at levere sine fisk og skaldyr i flamingokasser med is. I stedet leveres fiskeprodukterne i en specialudviklet kasse med et særligt indlæg, som skiller produkterne fra fiskesaften.

Hørkram Foodservice har sin egen indkøber på fiskeauktionen i Hanstholm, men samarbejder også med en række øvrige leverandører.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094