23948sdkhjf

Betech tester sine pakninger til en fremtid med ammoniak i stedet for olie

Et MADE-demonstrationsprojekt i samarbejde med Force Technology er med til at åbne et fremtidigt marked for Betech

Ammoniak er fossilfri og udleder ikke CO2 ved afbrænding. Derfor er brug af ammoniak som brændsel en af de Power-to-X-værdikæder, som den maritime sektor arbejder med for at reducere sit CO2-aftryk.

Vi byggede et test-setup med flanger, som simulerede en rørsamling, hvor hver pakning så blev udsat for ammoniak med henholdsvis 20 bar og 60 grader og 83 bar og 45 grader i 96 timer. Det klarede pakningerne fint Jonas Greibe Hansen, polymerspecialist i Product Testing and Chemical Analysis hos Force Technology

Men ligesom kæder er værdikæder ikke stærkere end det svageste led, så Betech, der producerer pakninger, tætninger og andre tekniske produkter som støbte gummidele og vibrationsdæmpere, har i bogstavelig forstand trykprøvet, om to spiralvundne pakninger – også kendt som SWG-pakninger – kan understøtte den grønne omstilling.

Det er sket i et MADE-demonstrationsprojekt sammen med Force Technology. MADE står for Manufacturing Academy of Denmark, en offentlig- og fondsstøttet erhvervsfremmeorganisation med fokus på SMV’ere; altså små og mellemstore virksomheder.

Ønsker dokumentation

- De to pakninger bliver i dag anvendt i flanger – sammenkoblingen mellem rør – i brændstofforsyningen til traditionelle skibsmotorer. Det er forholdsvis ukompliceret. Spørgsmålet var, om de samme pakninger kan anvendes, når det er ammoniak i stedet for olie, som flyder i rørene. Teknisk set bør de kunne holde til det, men vi ønskede dokumentation fra et anerkendt institut som Force Technology, siger Bjarne Feddersen, produktchef hos Betech, i en opdatering på MADE’s nyhedssite på nettet.

Ammoniakken i brændstofforsyningen til en skibsmotor er under tryk for at være flydende, så de to spiralvundne pakninger blev testet i henhold til industristandarderne for, hvad pakningerne skal kunne holde til, hvad angår tryk, temperatur og tid.

Betech

Betech A/S har faciliteter i Herlev, Esbjerg og Stavanger og har 75 medarbejdere. De er specialiseret i produkter baseret på gummi og andre polymere materialer: Tætninger og pakninger, slanger og profiler, formstøbte dele, bælge, vibrationsdæmpere og andre tekniske komponenter. 

Betech leverer alle former for tætninger til ventiler, rørføringer, pumper etc. og har egen produktion i Danmark og Kina.

Kilde: MADE

- Vi byggede et test-setup med flanger, som simulerede en rørsamling, hvor hver pakning så blev udsat for ammoniak med henholdsvis 20 bar og 60 grader og 83 bar og 45 grader i 96 timer. Det klarede pakningerne fint, forklarer Jonas Greibe Hansen, som er polymerspecialist i Product Testing and Chemical Analysis hos Force Technology.

Klar til nyt marked

Test-setuppet ville afsløre en eventuel lækage, hvis pakningerne svigtede under de testede forhold, ligesom Force Technology også kontrollerede pakningerne visuelt efter testen. Som forventet af Betech klarede de testen uden problemer. Det gjaldt både Betechs standardprodukt og high-end-produkt.

- Vi sendte begge til test, så hvis vores standardprodukt havde fejlet, og vores high-end-produkt havde bestået, ville vi stadig kunne gå til markedet med en løsning til ammoniak, siger Bjarne Feddersen.

MADE-projekt opbygger Power-to-X-kompetencer, og det er lige præcis, hvad Betech har tænkt sig nu: At blive klar til et marked, som er ved at tage form.

- Vi har allerede fået forespørgsler fra underleverandører til de store producenter, som udvikler skibsmotorer til alternative brændstoffer. Nu kan vi med troværdighed sige, at vi også har pålidelige tætningsløsninger på det felt. Samtidig er MADE-projektet vigtigt for os som virksomhed, fordi det er med til at opbygge vores kompetencer inden for Power-to-X-brændstoffer, så vi kan fastholde vores position, efterhånden som markedet modnes, fastslår Bjarne Feddersen slutteligt på MADE’s nyhedsite.

MADE Demonstrationsprojekt

Produktionsklyngen MADE - Manufacturing Academy of Denmark tilbyder demonstrationsprojekter:

Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kroner i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.

Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter både inden for materiale og produktion.

MADE Demonstrationsprojekter er støttet af Industriens Fond.

Kilde: MADE

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109