23948sdkhjf

Nedrivere kommer lovkrav i møde og investerer i digital markedsplads

Nye lovkrav rammer byggeriet i 2023 som følge af en politisk aftale mellem en række af Folketingets partier. Det øger behovet for genbrugte materialer. 

Nu lægger to store nedrivningsvirksomheder, Kingo og Tscherning, nye penge i genanvendelse ved at investere i den digitale markedsplads GreenDozer, ligesom nedrivningsvirksomheden P. Olesen gjorde sidste år. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Genbrug af byggematerialer udgør en forsvindende lille del af markedet. Hvert år bliver der købt for 100 mia. kr. byggematerialer alene i Danmark, heraf er under 1 promille genbrugte byggematerialer.

Samtidig betragtes genbrug af byggematerialer som et vigtigt element i at løse klimakrisen, fordi bygge- og anlægsbranchen står for 40 pct. af den samlede affaldsmængde herhjemme.

En del af løsningen er, at materialer som betondæk, stål, vinduer, døre eller gulve skal kunne genbruges i andre bygninger. Derfor arbejder Miljøstyrelsen sammen med byggebranchen på de kommende 2023-lovkrav til såkaldt selektiv nedrivning af bygninger, så materialerne skal sorteres under nedrivningen, så de i så høj grad som muligt kan genbruges i byggeriet.

Skala fjerner barrierer for genbrug i byggebranchen

– Initiativet fra GreenDozer om at gøre genbrugsmaterialer tilgængeligt, i en hidtil uset skala, kan vi kun bakke op om. Kingo er født i 50’erne med en genbrugstanke om at udvinde så mange byggematerialer, fra de bygninger vi river ned, som muligt. Så øget tilgængelighed vil fjerne barrieren fra arkitekter, bygherrer og håndværkere om, at der ikke er byggematerialer nok, siger Michael Kamstrup Søndergaard, adm. direktør i Kingo, i pressemeddelelsen.

– Med tiltaget styrker vi genbrugsdagsordenen i Danmark - lavpraktisk med byggematerialer - og samtidigt som løftestang til at bringe genbrug højere op på den politiske dagsorden, tilføjer han.

Hos nedrivningsvirksomheden P. Olesen siger medejer Henrik Olesen om erfaringerne med GreenDozer:

– Før vi gik med, overvejede vi, hvordan vi bedst kunne give adgang til vores brugte byggematerialer. Det giver ikke mening at gå enegang, fordi det ikke bringer de brugte byggematerialer i spil i stor skala, og det er der brug for. GreenDozer har bevist, at markedspladsen kan formidle salg af genbrugte byggematerialer online. Derfor giver det mening at få flere aktører med på GreenDozer, siger han.

Jan Rohde, stifter af GreenDozer siger om interessen fra nedrivningsvirksomhederne:

– Hos GreenDozer er ambitionen klar. Det skal være lige så let at købe brugte byggematerialer online, som det er at købe nye. Ejendomsinvestorer, bygherrer, arkitekter, håndværkere og store ejendomsbesiddere, fx pensionskasserne, har for længst købt ind på tanken om bæredygtigt byggeri. Opbakningen fra de store nedrivningsvirksomheder er et klart signal om, at branchen går i samme retning.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125