Organisation vil tage 2,5 mia. kr. fra universiteterne og give til erhvervsuddannelserne
2,5 mia. kr. skal årligt afsættes for at få flere faglærte.
Sådan er udmeldingen fra erhvervsorganisationen SMV Danmark i en pressemeddelelse.
I alt kommer SMV Danmark med 26 forslag, der skal styrke erhvervsuddannelserne, hvilket ifølge organisationen er vigtigt som et led i den grønne omstilling.
- Det er helt afgørende, at vi får flere faglærte frem mod 2030. Konsekvensen hvis vi ikke lykkedes med det, vil fx være forsinkelser af nødvendige investeringer i den grønne omstilling og energinettet, og at vi mister arbejdspladser i Danmark, fordi virksomhederne må sige nej til opgaver. Visionen har været der længe, men nu er tiden til, at vi sætter handling - og ressourcer - bag ordene om flere faglærte, siger Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMV Danmark i pressemeddelelsen.
Udstyret på skolerne skal opgraderes, det skal være billigere og lettere at ansætte en lærling, og eleverne skal allerede i folkeskolen lære at svinge en hammer og styre en robot, lyder beskrivelsen af nogle af forslagene i pressemeddelelsen.
Kræver hårde valg
Pengene skal, ifølge SMV Danmark, komme fra bl.a. at afskaffe det sjette SU-år og at omlægge kandidatuddannelserne til lån.
- Hvis udfordringerne skal løses, kræver det svære prioriteringer og hårde valg. Den danske SU er verdens højeste, og eksperter vurderer, at SU på kandidatuddannelser ikke giver nogen positiv samfundsøkonomisk gevinst. Det er på tide, at vi går den anden vej og styrker vores erhvervsuddannelser, der for længe har lidt under få midler og manglende politisk handling, siger Kasper Munk Rasmussen i pressemeddelelsen.
Alle 26 forslag går ud på at styrke rekrutteringen til erhvervsuddannelserne, styrke fastholdelsen og kvaliteten på uddannelserne, og gøre uddannelserne mere attraktive for unge. Ifølge tal fra SMV Danmark vælger over 7 ud af 10 elever ud af en ungdomsårgang at starte på gymnasiet, mens kun cirka 2 ud af 10 vælger at starte på en erhvervsuddannelse.
SMV Danmark lægger op til, at udspillet kan bruges af politikere på tværs af folketingets partier, når de tager fat på den videre forhandling om fremtidens uddannelsessystem.
Artiklen er en del af temaet Politik.