23948sdkhjf

Køkkenfirma har ikke ændret sin produktion: – Selv i krisetider er der nogle, der tager markedsandele

Mens flere af landets køkkenproducenter har måttet tilpasse stab og produktionstider til nye vilkår, betjenes maskinerne på Nobias fabrik i Ølgod fortsat i treholdsskift.

Det fortæller Jesper Gylling Olsen, direktør for internationale brands hos den svenske køkkenkæmpe.

– Vi har ikke foretaget tilpasninger i produktionen, siger direktøren, der dog understreger, at Nobia, der står bag HTH, Uno Form og Invita, som alle andre er ramt af konjunkturerne.

– Grundlæggende er vi jo ikke anderledes stillet end den resterende del af samfundet, og vi mærker også, at den voldsomme inflation og de stigende energipriser betyder, at folk bliver lidt mere mådeholdne, når det handler om eksempelvis køkkener, bad eller garderobe, lyder det.

Kapaciteten løftet markant

At det endnu ikke er blevet nødvendigt med en tilpasning af produktionen i Ølgod, hænger således i høj grad sammen med de seneste års travlhed.

– Vi har det sidste år stået i en situation, hvor vi ofte ekstraordinært har måttet arbejde alle mand lørdag-søndag, og vi har også stadig produktion i weekenderne, men de ekstraordinære weekender har vi kun haft en enkelt af i efteråret, forklarer Jesper Gylling Olsen.

Han vil ikke udelukke, at det på længere sigt kan blive aktuelt at forandre på udvalgte områder i organisationen, men Nobia-direktøren understreger, at den svenske koncern vil gøre sit, for at det kan undgås.

– Det hænger også sammen med, at vi de seneste tre år har løftet produktionskapaciteten markant, og vi arbejder målrettet på at fastholde nuværende løftet kapacitets niveau. Tiderne kan medføre, at noget andet bliver nødvendigt, men for nuværende arbejder vi på at producere og sælge så mange skabe, vi overhovedet kan, fortæller han.

Jesper Gylling Olsen er dog indstillet på, at det i den kommende tid bliver mere udfordrende end de seneste år, men han vurderer, at koncernens stærke brands giver gode betingelser.

– Vi ser ind i en tid, hvor der kommer færre kunder i butikkerne, og hos Nobia er vi også i en situation, hvor vi skal kæmpe for at fastholde vores markedsposition. Her har vi ikke bedre betingelser end mange andre, men jeg er meget bevidst om, at vi har nogle stærke brands, og skal man investere i disse tider, vil mange forbrugere nok vælge at gøre det i et stærkt brand med gode regnskaber, hvilket giver en anden og længerevarende sikkerhed, vurderer han.

Fortsætter ekspansion mod syd

Nobia-koncernen kom ud af 2021 med en omsætning på 13,7 mia. svenske kroner og et resultat, der før skat lød på 907 mio. svenske kroner mod 353 mio. året forinden. Da en halvårsrapport landede i sommer, stod det dog klart, at det var blevet sværere at tjene penge, og trods en toplinjevækst på 3 pct., var bundlinjen næsten halveret sammenlignet med første halvår af 2021.

Siden er driftsomkostningerne kun vokset yderligere, men ifølge Jesper Gylling Olsen vil de sværere betingelser ikke nødvendigvis hindre Nobia i at videreføre særligt vigtige strategiske projekter.

– Men det foregår naturligvis mere vurderet og kontrolleret end for et år siden, forstået på den måde, at de strategiske prioriteringer er endnu skarpere. Der, hvor vi prioriterer at gøre en indsats, hvad end det er kommercielt eller investeringsmæssigt, er vi meget bevidste om, at det skal være af en strategisk vigtig årsag for Nobia, forklarer direktøren og fortsætter:

– Vi er altså voldsomt målrettede i forhold til at sikre, at der, hvor vi investerer ressourcerne, er i henhold til den samlede strategi for det enkelte brand og Nobia.

En del af ressourcerne bruger køkkenkæmpen i øjeblikket syd for grænsen, hvor HTH i foråret satte gang i et tysk markedsindtog. I Hamborg er kæden nu i gang med at opføre en ny butik, der bliver den fjerde i landet, og selvom de tyske forbrugeres humør i øjeblikket tegner endnu værre end de danskes, tager Nobia snart hul på endnu et butiksbyggeri i Essen.

– Så er vi på fem butikker til december, og vi har fortsat planer om, at vi i overensstemmelse med vores strategi skal ekspandere på det tyske marked. Planerne er ikke bremset, men selvfølgelig gør man sig nogle strategiske overvejelser omkring hastigheden, ligesom vi kan se, at det er meget vigtigt, at vi sørger for at supportere og skabe lønsomhed i de butikker, vi åbner, forklarer Jesper Gylling Olsen.

Melder klar til kamp

Det er altså ved godt mod, Nobia-direktøren indstiller sig på en umiddelbar fremtid, hvor kampen om køkkenkunderne forventes at blive skærpet betragteligt.

– Den næste tid bliver det afgørende at have de bedste køkkeneksperter og tilbyde den bedste rådgivning og design løsninger, der er helt i top. Kunderne besøger flere butikker i dag, end de gjorde for et år siden, og man er nødt til at huske, at selv i krisetider med færre kunder, er der nogle, der tager markedsandele, siger Jesper Gylling Olsen.

Han lægger ikke skjul på, at Nobia gerne ser sig selv i den kategori.

– Målsætningen er da klar. Trods tiderne er intentionen ikke, at vi holder op med at udvikle forretningen, fastslår køkkendirektøren, der dog gerne sender roser i retning af markedets andre kamphaner.

– Helt grundlæggende synes jeg, at mange af vores konkurrenter har gjort det rigtig godt, og det er jeg kun glad for, for det betyder, at vi konstant skal forsøge at gøre det bedre. Var vi inden for sportens verden, kunne man sige, at selv i de sæsoner, hvor alle slår alle, så kåres der stadig en mester, siger Jesper Gylling Olsen

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Mest læste
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Konkurrent overtager mærke og medarbejdere efter konkurs
Magtfuld byggeaktør: "Hvis vi er i nærheden af Aarhus, er Den Gamle By min favorit"
Kendt arkitekt deltager i britisk milliardprojekt
Loop Forum følger op på succesen og satser på vækst i 2023
Klimacenter og rederier roser EU for CO2-kvoter for skibe
Rederier vil have EU til at genoverveje CO2-kvote: Sø- og vejtransport bør have samme vilkår
Nordiske Medier:
Metal Supply DK
Wood Supply DK
Electronic Supply DK
Building Supply DK
Food Supply DK
Energy Supply DK
RetailNews
Transportmagasinet
Magasinet Pleje
Jern & Maskinindustrien
Mester Tidende
Licitationen
Motor-magasinet
Leder IDAG
Søfart
PlastForum DK
Kommunefokus
Fremtidens Logistik

Send til en kollega

0.096