23948sdkhjf

Energikrise får direktør til give virksomheder et tip: Kap strømmen i to timer og se, hvad der sker

Hvad sker der, hvis strømmen er væk i to timer?

Ja, så starter alting vel bare op igen.

Helt så simpel er virkeligheden ikke. I hvert fald ikke hvis man spørger servicedirektør Søren Duevang hos Coromatic, der arbejder med nødstrømsanlæg, kritisk infrastruktur og datacentre.

Baggrunden er Energistyrelsens udmeldinger om, at det kan blive nødvendigt at lave planlagte strømafbrydelser – rullende brownouts. For i den nuværende energikrise kan vi komme i en situation, hvor der ikke er strøm nok til rådighed.

- Vi kender til strømafbrydelser, men sjældent af to timers varighed. Ved normale småglimt har du kondensatorer og små batteribanker hist og her – men to timer, det er lang tid. Hvis man ender ud i det, var det måske nu, man skulle overveje, hvad det egentlig betyder for mig, siger Søren Duevang.

Kan man tåle at miste strømmen?

Han foreslår, at man laver en såkaldt black-building-test, hvor man hiver i hovedafbryderen og kapper strømmen i et par timer.

- Virksomhederne har brug for at vurdere, hvilken betydning det har, hvis de bliver udsat for to timers strømafbrydelse. Vi arbejder med rigtig mange virksomheder, hvor det først går op for dem på bagkant, at de slet ikke kan tåle at miste strømmen, siger Søren Duevang.

Hos Coromatic oplever de efter Energistyrelsens udmeldinger, at kunder henvender sig for at få et nødstrømsanlæg, og der er også en del af de eksisterende kunder, der ønsker at udvide deres anlæg.

Opmærksomhed på problemet

Men for Søren Duevang handler det lige så meget om at få skabt opmærksomhed og debat om, hvad det egentlig betyder at stå uden strøm i et par timer om natten – også for dem, som ikke skal investere i et nødstrømsanlæg

- Starter din skalsikring op af sig selv, når der har været strømafbrydelse i to timer, eller står den bare og blinker med fejl, så du reelt set ikke har nogen alarmovervågning af din bygning? Er de batterier, der sidder der, gode nok? Få nu lige tænkt de her ting igennem, inden vi bare siger, nå, ok, så bliver der bare mørkt – det betyder nok ikke noget, når det er mellem klokken 02 og 04. Men det er vores erfaring, at det kan betyde relativt meget, siger Søren Duevang.

Han peger på, at produktionsvirksomheder, store kontorbygninger og eksempelvis også skoler er oplagte steder at lave en black-building-test.

- Hvordan reagerer hele bygningen på at blive slukket i to timer og bare tændt igen. Hvis adgangskontrollen står og hyler i fejl, kan den første bruger så reelt åbne døren, eller skal der en superbruger til? Hvad sker der med den interne brandalarm? Den kommer også til at stå og hyle. Er der nogle ventilatorer, der åbner sig?, siger Søren Duevang.

Arbejder med et worst-case scenario

For at undgå de planlagte strømafbrydelser vil regeringen udskyde lukningen af dele af tre kraftværker, som fyrer med kul og olie. Det skal mindske risikoen for strømafbrydelser de kommende to vintre.

Søren Duevang tror da heller ikke, at det kommer så vidt, at strømmen nødvendigvis bliver afbrudt.

- Men i vores verden, hvor vi arbejder med kritisk infrastruktur, er vi nødt til at tænke i et worst-case scenario. Vi arbejder i det ekstreme. Vi arbejder med beredskabsplaner og sikkerhedsplaner og følger naturligvis med i det aktuelle sikkerhedsniveau. For når der sker noget, så står alle og kigger på os og siger: vi skal bruge strøm, og vi skal kunne kommunikere, siger Søren Duevang.

Sårbar infrastruktur

Han peger også på, at med gaslækagerne i Østersøen er vi blevet gjort opmærksomme på, hvor sårbar infrastruktur er. Og uden at det er muligt for ham at gå i detaljer, forklarer Søren Duevang, at Coromatic i den nuværende situation med forhøjet beredskab er inde over for at sikre den kritiske infrastruktur herhjemme.

- Det er den viden, vi prøver at gøre brug af og bringe ud nu, når disse strømafbrydelser bliver varslet til den almene bruger, for de skal også være opmærksomme, siger Søren Duevang.

Vi er vant til at have en yderst sikker forsyning af el – en af de bedste i verden.

- Det er helt vanvittigt så stabil forsyning, vi har i Danmark. Men jeg tror, at vi bliver udfordret på det i fremtiden, siger Søren Duevang.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082