Klejnsmede har det godt hos Tom: Her bliver der ikke råbt og skreget
Virksomheden ejes og drives af maskinarbejder Tom Madsen, der har valgt at se på sine medarbejderes styrker frem for at lade sig bremse af deres udfordringer.
I værkstedet finder vi også Claus Munk-Hundewadt, som er 35 år og uddannet klejnsmed.
Han er rigtig godt tilfreds med at være ansat i Nordic Steel Force.
- Vi bliver inddraget i alt, og vi bliver hørt, om en opgave er noget, vi kan klare. Det er sjældent, man hører om, at det foregår på den måde på en arbejdsplads, siger Claus Munk-Hundewadt.
Han kalder sin arbejdsplads unik.
- Jeg har brug for en del fravær på grund af mine datter, og det er helt ok her hos os, at det er sådan. Du finder ikke en arbejdsplads som den her, lyder det fra den 35-årige klejnsmed.
Hovedpunktet her er ikke, at du skal tjene mange penge. Det er mere vigtigt, at ingen skal have ondt i maven, når de går hjem, og vi stresser ikke, selvom vi har travlt, slår Claus Munk-Hundewadt fast.
”Meget behagelig arbejdsplads”
Magnus Licht er lærling i Nordic Steel Force og nyeste mand i teamet.
Han er 17 år og bor i Tølløse.
- Det er et meget behageligt sted, og det er stille og roligt her. Hvis man skal have fri, fordi man skal til psykolog eller fysioterapeut, så er det helt ok, siger Magnus Licht.
”Man får aldrig nej til en fridag”
Marc Pierre Nielsen er 25 år og uddannet klejnsmed og har været ansat i Nordic Steel Force, siden han blev udlært.
- Her kan man få et ord indført, Tom lytter altid til vores idéer, og så får man aldrig nej til en fridag, siger Marc Pierre Nielsen.
Han er glad for de alsidige opgaver i værkstedet, og så er han glad for, at der bliver snakket om tingene.