Brancheorganisation om afgørelse fra Højesteret: Vi er uforstående og utilfredse
I den første sag om beslaglæggelse af en leaset bil i en sag om vanvidskørsel har Højesteret onsdag sagt god for indgrebet.
Bilen ejes af Nordania Finans, der har protesteret imod beslaglæggelsen. Selskabet har ment, at indgrebet både er i strid med menneskerettighederne og med EU's charter om grundlæggende rettigheder.
Men Højesteret er ikke enig og siger altså god for, at bilen kan beslaglægges med henblik på senere konfiskation.
I AutoBranchen Danmark er vi uforstående og utilfredse med Højesterets afgørelse. Det er uforståeligt, at et leasingselskab bliver straffet for, hvad deres kunder begår af forseelser i trafikken. Gitte Seeberg, direktør i Autobranchen Danmark
Regler om vanvidskørsel har skabt debat på grund af bruddet med den almindelige retstradition om, at man ikke må straffe andre end den, der begår lovovertrædelsen.
Møder stærk kritik
Og at Højesteret nu siger god for indgrebet møder da også stærk kritik fra de store organisationer i den danske autobranche.
Hos Autobranchen Danmark er direktør Gitte Seeberg utilfreds og mener, at det har skabt en permanent frygt i branchen.
- I AutoBranchen Danmark er vi uforstående og utilfredse med Højesterets afgørelse. Det er uforståeligt, at et leasingselskab bliver straffet for, hvad deres kunder begår af forseelser i trafikken. I dette tilfælde er det endda en ægtefælle til leasingtageren, der har kørt vanvidskørsel. Det er ikke muligt at gardere sig imod som leasingselskab.
Den lov må og skal laves om. Gitte Seeberg, direktør Autobranchen Danmark
- Allerede fra forslaget kom frem har AutoBranchen Danmark advaret politikerne mod konsekvenserne af denne lovgivning, og dem ser vi nu. Vi ved, at der er flere lignende sager på vej i Højesteret, som vi håber, kan ændre retspraksis, men det er langt fra sikkert med dagens afgørelse.
- Bilforhandlere bør ikke straffes for en kundes eller en chaufførs vanvittige kørsel. Men det er desværre virkeligheden med loven om vanvidsbilisme, som har skabt en permanent frygt i branchen. Den lov må og skal laves om.
Rammer bilbranchen hårdt
Også hos den anden store organisation, Bilbranchen DI, erklærer direktør Thomas Møller Sørensen sig stærkt uenig i afgørelsen, som han mener rammer bilbranchen særligt hårdt.
Man kan næsten se det for sig: "Kom til åbent hus og prøv den nye model – husk din straffeattest, din lønseddel og din årsopgørelse!" Det går jo ikke. Thomas Møller Sørensen, direktør Bilbranchen DI
- Med dagens afgørelse slås det fast, at risikoen for beslaglæggelse og konfiskation i særlig grad rammer bilbranchen, som forventes med kort eller ingen varsel at stille biler til rådighed for kunder på værkstedet og til brug for demonstration.
- Det udløser enorme administrative byrder, hvis bilforhandlere og værksteder bliver tvunget til at bede om lønsedler, årsopgørelse og straffeattest hver gang en kunde skal afprøve en bil eller låne en bil på værkstedet. Man kan næsten se det for sig: "Kom til åbent hus og prøv den nye model – husk din straffeattest, din lønseddel og din årsopgørelse!" Det går jo ikke.
Begge organisationer oplyser, at de nu vil i arbejdstøjet for at få loven ændret.
Artiklen er en del af temaet Samfund.