23948sdkhjf

Her er byggecenter-direktørens ønskeliste: Fokuseret fradrag og bedre timing

Valgkampen er skudt i gang, og på Nordiske Medier har vi spurgt forskellige erhvervsorganisationer, hvad de ønsker sig af en kommende regering. I brancheforeningen Danske Byggecentre håber direktør Palle Thomsen blandt andet på mere energirenovering og på en lidt bedre timing.

Hvad er Danske Byggecentres tre største ønsker til den kommende regering?

– Vi snakker jo en hel del om den grønne dagsorden, både overordnet men især også inden for byggeriet. Set i lyset af den nuværende situation og udviklingen, er det allervigtigste set fra vores side derfor energirenoveringer. Den grønneste energi er den, vi ikke bruger, og det skal en ny regering prioritere. Vi kunne meget godt tænke os, at man genindfører håndværkerfradraget, men helst i form af et fradrag for energiforbedringer, for det er noget af det, man kan gøre her og nu – man kan nå at isolere mange huse på den tid, det tager at bygge en vindmølle.

– I vores branche er der stort fokus på dokumentation i forhold til byggematerialer, både når det kommer til CO2, men også når der gælder mange andre faktorer. Specifikt handler meget af det om EPD’er (miljøvaredeklarationer, red.), og selvom det på EU-plan er vedtaget, at EPD’erne er frivillige, og regeringen derfor ikke har stort råderum, så kan man godt opfordre virksomhederne til at få dem implementeret og skabe bedre rammer for, at det kan ske.

– Selvom prognoserne tyder på, at vi får lidt flere hænder det næste års tid, så er arbejdskraft stadig noget, vi mangler. Regeringen bliver nødt til at udvide arbejdsstyrken, og til trods for en kommende krise er det et langsigtet problem – derfor er det også stadig en høj prioritet.

Hvad er efter jeres opfattelse de største udfordringer, branchen står overfor i det kommende år?

– Her er tænker vi ikke meget anderledes end så mange andre; inflationen er klart nummer et på den liste, og det fylder meget i øjeblikket. Derudover er de store udfordringer jo også de ting, vi håber regeringen vil håndtere - lettere adgang til dokumentation og manglen på arbejdskraft.

Hvad er det/de mest markante tiltag, den nuværende regering har gjort for branchen?

– Det har været i den nationale strategi for bæredygtigt byggeri og indførelsen af den frivillige bæredygtighedsklasse som en måde at fremme det grønne byggeri på.

– Det var en god ting, at de hævede håndværkerfradraget til det dobbelte – at de så fjernede det igen, var knapt så smart, og timingen i det var skæv. Det har vi set før, når man bruger byggeriet til at prøve at regulere konjunkturudsvingene, så sker det gerne med flere års forsinkelse, og der er man nødt til at reagere hurtigere, hvis tiltagene skal have den ønskede effekt.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078