23948sdkhjf

Køkkenproducent skærer ned for forventningerne og skærer i staben

Mens årets andet kvartal målt på toplinje blev det bedste nogensinde for TCM Group, udviklede tredje kvartal sig mere nedslående for Skandinaviens tredjestørste køkkenproducent. Det får nu virksomheden til at skrue ned for forventningerne til regnskabsåret.

– I løbet af tredje kvartal og især mod slutningen af kvartalet udviklede salgsmixet sig negativt med lavere B2C omsætning end forventet, mens B2B omsætningen, trods tættere på forventningerne, indeholdt en større andel af projektsalg med lavere margin, udtaler adm. direktør Torben Paulin i en fondsbørsmeddelelse.

De foreløbige tal for kvartalet viser ifølge TCM Group en omsætning lavere end forventet, mens indtjeningen kategoriseres som “væsentligt lavere end forventet”. I kroner og ører betyder det en forventet toplinje på 265 mio. kr. mod 262 mio. kr. i tredje kvartal af 2021, mens det justerede driftsresultat (EBIT) forventes at lande på 21 mio. kr.mod de 32 mio., der i fjor blev tjent i kvartalet.

Forventer sig mindre af året

Allerede i september, en måned efter aflæggelsen af et rekordgodt kvartalsregnskab, måtte TCM Group sande, at virkeligheden efter to år i tårnhøjt tempo havde ændret sig. Det betød en nedlæggelse af natholdet på fabrikken i Tvis, hvor 24 produktionsansatte og fire funktionærer blev afskediget.

– Der har nok i virkeligheden været tale om en overophedning. Nu er noget af den overophedning overstået, og vi er på vej mod mere normale tider, vurderede Torben Paulin i den forbindelse.

De udsigter sammenholdt med de foreløbige kvartalstal får nu køkkenkoncernen, der står bag Tvis, Svane Køkkenet og Nettoline, til at skrue ned for forventningerne til året.

– Baseret på den lavere end forventede omsætning og indtjening i tredje kvartal, og da det dårligere salgsmix forventes at blive nogenlunde tilsvarende i fjerde kvartal, justerer vi de finansielle forventninger til både omsætning og indtjening, fortæller Torben Paulin.

Klar til at afbøde

Forventningen til nettoomsætningen for helåret lyder nu på 1.120-1.160 mio. kr. mod det tidligere udmeldte 1.150-1.225 mio., mens det justerede driftsresultat (EBIT) forventes at lande i intervallet 100-130 mio. kr. I stedet for 130-160 mio.

I fondsbørsmeddelelsen understreger Torben Paulin, at TCM Group blandt andet med nedlæggelsen af natholdet har gjort flere tiltag for at sikre den fremtidige indtjening i selskabet, og man er klar til at tage yderligere affære.

– I tillæg implementerede vi i september en reduktion af antallet af administrative ansatte med 10 fuldtidsansatte. I lyset af udviklingen planlægger vi yderligere initiativer til at øge effektiviteten samt justere kapaciteten. Med henblik på at mitigere effekten af stigende energiomkostninger i det nye år har vi varslet en yderligere salgsprisstigning med effekt fra december 2022, udtaler køkkendirektøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094