23948sdkhjf

Så kom der svar: Her er Kollerups kalender

Simon Kollerups kampagneleder har efter en uge svaret på Nordiske Mediers simple spørgsmål til erhvervsministerens program under valgkampen. Til gengæld vil kampagnelederen ikke svare på, hvorfor det skulle tage så lang tid at svare.

En uge.

Så lang tid skulle der gå, før Nordiske Medier efter gentagne henvendelser til Socialdemokratiets pressetjeneste på både mail og telefon, kunne få oplyst, hvor erhvervsminister Simon Kollerup deltager i vælgermøder i Thy-Mors-området.

Svaret tikkede ind på mail tirsdag formiddag, præcis en uge efter Nordiske Mediers første forespørgsel.

Bag svaret var Simon Kollerups kampagneleder, Jonas Robbestad Søndergaard. 

Han påstår, at han først blev bekendt med Nordiske Mediers henvendelse på dagen, tirsdag d. 25. oktober, - det vil sige en uge efter første henvendelse.

Nordiske Medier forsøgte at få kampagnelederens kommentar til, at pressetjenesten i så fald har syltet vores henvendelse og undgået at svare retur på vores øvrige henvendelser i en hel uge. 

Ligesådan ville vi gerne have haft svar på, om det er sådan, Socialdemokratiet driver valgkamp generelt og håndterer spørgsmål fra medierne, der har offentlighedens interesse. Men kampagneleder Jonas Robbestad Søndergaard er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Simon Kollerups program i Thy/Mors-området 

Valgaften med Thisted Rotary d. 25.oktober kl 17:30 på Hotel Limfjorden

Virksomhedsbesøg hos Tican d.27.oktober kl 08:40

Banko i Thisted d. 27.oktober kl 18:00 - Kirkegårdsvej 6, 7700 Thisted

Valgdebat i Hanstholm Bytorv d.27.oktober kl 19:15

Valgcafé ved Café Cocio d. 28.oktober kl 14:00 - 17:00

Pølsevogn ved Café Cocio den 29.oktober kl 10:30-12:00

Kilde: Socialdemokratiet

Ville dække vælgermøde

Sagen startede i sidste uge, da Nordiske Medier ved at ringe til Socialdemokratiets pressetjeneste forsøgte at få svar på det simple spørgsmål om, hvor Simon Kollerup holdt vælgermøder i Thy og Mors-området, da hans program ikke er til at finde offentligt tilgængeligt på hverken Socialdemokratiets hjemmeside eller sociale medier.

Årsagen til forespørgslen var, at Nordiske Medier gerne ville dække et vælgermøde med erhvervsministeren. Vi ville desuden gerne spørge erhvervsministeren, hvordan han og hans parti vil sikre, at erhvervslivet i yderområderne fortsat kan fungere på den anden side af energikrisen, når nye beskæftigelsestal peger i retning af, at krisen kradser hårdest på landet end i byerne.

Efter gentagne gange at have ringet og mailet til Socialdemokratiets pressetjeneste, samt forsøgt ministertelefonen og Erhvervsministeriets pressetjeneste, stod Nordiske Medier fortsat uden svar.

Professor i journalistik og forsker i politisk kommunikation, Mark Ørsten, har ikke oplevet lignende før.

- Det er yderst usædvanligt, og jeg kender ikke til lignende fortilfælde, siger Mark Ørsten, professor i journalistik og forsker i politisk kommunikation hos RUC.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112