23948sdkhjf

Pengene fosser ud af Hanstholm Havn - Forhøjet kassekredit skal sikre driften i 2023

Hanstholm Havn styrtbløder i et omfang, der betyder, at havnen endnu engang må søge staten om lov til at trække på en forhøjet kassekredit. Men trods en faretruende lav likviditet er havneformand Michael Svane fortsat optimistisk 

Et resultat på minus 18 mio. kr. En gæld på 626 mio. kr. Faretruende lav likviditet.  

Det er virkeligheden for Danmarks største havn for konsumfisk, Hanstholm Havn.

Nordiske Medier har fået indsigt i havnens seneste regnskab, som er dyster læsning. 

Havnens relativt nyvalgte bestyrelsesformand, Michael Svane, har smøget ærmerne op og er klar til overlevelseskamp. 

- Det er voldsomt, og det er også større, end jeg havde forventet, da jeg sagde ja til formandsposten, men jeg vil ikke bare smide tøjlerne og sige, at det kan vi ikke, siger Michael Svane til Nordiske Medier.

Han tiltrådte 1. maj i år, og er på den måde trådt ind i spidsen for en blødende kommunal selvstyrehavn. Efter to regnskabsår med underskud har havnen nu kun tre yderligere år til at generere et overskud - ellers overgår det store underskud til Thisted Kommune, sådan som havneloven foreskriver det.

Det er presset for at opnå netop dette overskud inden for deadline, som Søfart tidligere har beskrevet. Men det er ikke det, som Michael Svane ser som det mest presserende for havnen.

- Lige nu afventer vi en statslig dispensation for størrelsen på vores kassekredit, som udløber ved udgangen af 2022. Den har vi søgt om at få forlænget, men da der er valgkamp og ingen regering på nuværende tidspunkt, er der ingen, der endnu kan sige os, hvordan det falder ud. Men jeg forventer, at inden året rinder ud, så har vi en positiv afklaring, siger han.

Min opgave er jo at være hudløs ærlig om hvad jeg ser. Og jeg har tilkendegivet, at vi ikke kan fortsætte på den måde, vi gør i øjeblikket Michael Svane, formand, Hanstholm Havn

Michael Svane ønsker ikke at angive det specifikke beløb for kassekreditten. I regnskabet fremgår det, at der er indgået gæld i 2021 for 17 mio. kr. Uden at komme tallet nærmere, delagtiggør Michael Svane dog Søfart i, at kassekreditten er væsentlig højere.

- Der er tale om et noget højere beløb, siger han.

Han fortæller desuden, at den kassekredit skal nedbringes til under 5 mio. kr., hvis havnen ikke får dispensationen. 

- Det er klart, at vi er nødt til at have en plan A for, hvis vi får dispensationen, men vi er også nødt til at have en plan B, siger Michael Svane.

Utvivlsomt realistisk

Årsagen til det blodrøde regnskab tilskriver Michael Svane den store havneudvidelse i 2017, som havnens drift ikke har kunne bære. Indtil videre har de store anlægsomkostninger ikke genereret ny omsætning i et tilstrækkeligt højt omfang. Et lignende underskud forventes igen næste år.

- Det er stadigvæk sådan, at havnen slås med en gæld udelukkende fra den havneudvidelse, der blev lavet. Vi har en drift, der ser ud til at blive forbedret marginalt i 2022, men vi forventer alligevel at komme ud med et underskud i samme leje som sidste år, altså 18 mio. kr., siger Michael Svane.

Men selvom de røde tal ikke er opstået ud af det blå eller over natten, så fremgår det blandt andet også af regnskabet, at trods den vanskelige økonomiske situation, er der flere ting, der kan undre, når man kigger i regnskabet.

For eksempel er antallet af medarbejdere steget med over 10 pct. i 2019 fra 17 til 19 medarbejdere. Michael Svane kan dog ikke umiddelbart give en forklaring på denne udvikling. 

- Det er før min tid, siger han og uddyber:

- Det er klart, at vi kigger på vores omkostninger for at få en havn, der fungerer, men det er ikke sådan, at vi kan spare os ud af den situation, vi er i, siger han.

Trods en soliditetsgrad på kun 14,6 procent og en pengestrøm, der blinker rødt, så er Michael Svane dog kategorisk optimistisk.

Alle pengestrømmene i regnskabet er i minus. Er det overhovedet realistisk at redde havnen?

- Ja, det er det utvivlsomt, lyder det fra Michael Svane og fortsætter:

- Havnen er der jo, og den skal nok bestå.

Den optimisme bakkes op af kommunaldirektør Ulrik Andersen fra Thisted Kommune, der ejer havnen og som har stillet en garanti på næsten 1 mia. som sikkerhed for havnen.

- Man kan fra vores perspektiv sige, at det handler om at få skabt en driftsbalance i havnen, og der er jeg fortrøstningsfuld nok i forhold til, at der nok skal komme øgede aktiviteter, der vil skabe bedre drift, siger Ulrik Andersen, kommunaldirektør i Thisted Kommune til Søfart.

Skal drøftes i økonomiudvalget

Der er flere muligheder for havnens fremtidige indtægter, og bestyrelsesformand Michael Svane peger gerne på, hvad han ser som nogle af de vigtigste.

- Vi kigger på de forretningsben, der er, og der er ikke tegn på, at fiskeriet for alvor kan løfte sig igen dels på grund af fiskekvoter og stigende energipriser. Når vi kigger på gods, så er det vores forventning, at her kan vi forbedre resultatet med cirka 1-2 mio. kr. Så er der også akvakultur som er det landbaserede fiskeopdræt, og så er der alt om den grønne omstilling, lyder det fra Michael Svane.

Men der er også de langsigtede løsninger, som havnen arbejder med.

- I min verden er der ingen tvivl om, at fremtiden for havnen er offshore, altså havvindmølleparker og at blive installationshavn. Men hverken det ene eller det andet er noget, der vil ske i 2022 eller 2023, siger Michael Svane.

Hvad der præcist skal være havnens økonomiske redningskrans vil hverken kommunaldirektøren eller bestyrelsesformanden dog give et klart svar på. De sætter begge deres lid til det møde i økonomiudvalget 24. november, hvor mulighederne skal drøftes.

- Min opgave er jo at være hudløs ærlig om hvad jeg ser. Og jeg har tilkendegivet, at vi ikke kan fortsætte på den måde, vi gør i øjeblikket. Vi skal finde nogle robuste rammer, og der har jeg nogle idéer, som jeg vil drøfte med økonomisk udvalg 24. november, siger Michael Svane.

- Jeg forventer her i løbet af november måned, hvor økonomiudvalget skal drøfte forskellige scenarier for havnen, der har vi en plan for, hvad der skal ske. Men hvad det ender med, det kan jeg ikke sige, siger kommunaldirektør Ulrik Andersen.

Bestyrelsesformand Michael Svane kalder det en svær men ikke umulig opgave, som han står med.

- Jeg er ikke en cykelsmed, der forsøger at lappe huller. – Jeg prøver at finde en robust langsigtet plan for havnen og en holdbar ramme for havnedriften, og det har vist sig at være en utrolig svær opgave. Det er ikke en option at sige, at det ikke kan løses, men det bliver et langt og sejt træk, siger han.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08