23948sdkhjf

Dansk Industri i opråb til politikerne: Virksomheder leder forgæves efter it-specialister

Hvis den grønne omstilling skal lykkes, skal problemet med at finde it-folk først løses. Det mener Dansk Industri, der i en ny rapport kortlægger virksomheders mangel på it-specialister.

En kommende ny regering skal i den grad smøge ærmerne op og sørge for at skabe gode betingelser for at skaffe flere it-specialister.

Det mener afdelingen DI Digital under Dansk Industri, der netop er påbegyndt at udarbejde konkrete forslag til løsninger. Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

- Der er behov for, at en ny regering kommer med konkrete løsninger på de massive rekrutteringsudfordringer. Det kræver en bred, koordineret strategisk indsats og markante politiske initiativer i forhold til uddannelse og vilkår for at tiltrække international arbejdskraft, siger CEO André Rogaczewski, Netcompany, og for formand for bestyrelsen i DI Digital, som er DI’s branchefællesskab for tech-virksomheder i pressemeddelelsen.

- Men vi skal begynde med at formulere en samlet strategi og skarpe visioner for, hvordan vi får adgang til de kompetencer, som omstillingen af samfundet i en grøn digital retning kræver, lyder det.

Ifølge en ny rapport udarbejdet af DI Digital sammen med Rambøll er det otte ud af 10 virksomheder, der forgæves leder efter it-specialister.

Det er især den grønne omstilling, som DI Digital ser kan blive udfordret, hvis ikke rekrutteringsvanskelighederne løses.

- Den grønne dagsorden var et centralt tema i den nu overståede valgkamp. Hvis vi skal lykkedes med den grønne omstilling, er brugen af nye digitale teknologier helt altafgørende. Vi ved, at der er brug for ny teknologi for at bringe os helt i mål med 70 procent reduktion af CO2 i 2030. Men det kommer ikke til at lykkes, hvis ikke vi kan finde medarbejderne med de rette kompetencer, udtaler branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital i pressemeddelelsen.

- Det kan undre, at der slet ikke blev talt om den akutte mangel på digitale kompetencer under valgkampen. For det er helt åbenlyst, at ny digital teknologi skal være løftestangen til at realisere klimaambitionerne. Med datadrevne løsninger, smarte enheder, der kan reducere udledningen, dataanalyse og brug af sensorer, som kan nedsætte energiforbruget, er potentialet for at anvende digitale løsninger til den grønne omstilling enormt, lyder det fra Rikke Hougaard Zeberg.

Gælder også resten af verden

Ifølge DI Digital betyder manglen, at mange virksomheder kigger mod udlandet, når de skal finde dygtige it-folk. Syv ud af ti større it-virksomheder rekrutterer it-specialister uden for Danmarks grænser, men også her er der forhindringer. To ud af tre virksomheder, der henter it-specialister hjem fra udlandet, oplever store administrative udfordringer, som forsinker rekrutteringen af den kritisk nødvendige arbejdskraft.

- Manglen på it-specialister en bremseklods for den grønne omstilling. Alle analyser peger i retning af, at manglen på it-specialister vil stige markant i de kommende år. Det gælder ikke kun i Danmark, men i hele EU og resten af verden. Margrethe Vestager har fastsat en målsætning for EU, der handler om at fordoble antallet af it-specialister fra 10 mio. til 20 mio. frem mod 2030. Det er på tide, at vi også i en dansk kontekst skruer op for ambitionerne og sætter klare ambitiøse mål, siger branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital i pressemeddelelsen.

Det er blandt andet dygtige udviklere, it-specialister med en dyb faglighed inden for softwareudvikling, dataanalyse, udvikling af algoritmer, kunstig intelligens osv. til at udvikle de nye grønne digitale løsninger, der er mangel på.

Resultatet af bestyrelsens arbejde og de konkrete forslag til løsninger vil blive fremlagt så snart den nye regering er på plads, meddeler Dansk Industri i pressemeddelelsen.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078