23948sdkhjf

Magtfuld byggeaktør: "Hvis vi er i nærheden af Aarhus, er Den Gamle By min favorit"

58-årige Torben Liborius er underdirektør i DI Byggeri og har været chef for Dansk Infrastruktur det seneste år.

I starten af sin karriere var han ansat ved Dansk Erhverv og siden Deloitte som konsulent. Torben Liborius har læst økonomi på Københavns Universitet, og herunder kan du læse om hans interesser indenfor kultur- og fritidslivet.

Det er weekend, og du vil have en oplevelse i det danske kulturliv. Hvad besøger du?

- Det kommer jo an på, hvor vi er henne i landet. Hvis vi er i nærheden af Aarhus, er Den Gamle By min favorit, og Moesgaard Museum er også værd at besøge. Arkitekturen er verdensklasse, og udstillingerne er godt formidlet.

- Vi har været til flere af Det Kongelige Teaters forestillinger i Dyrehaven, og vi så Røde Orm (familieforestilling om vikingen Røde Orm, der kommer tilbage fra togt, red.) både i Dyrehaven og på Moesgård.

- Sceneriet på Moesgård var fuldt på højde med Dyrehaven. Hvis vi er i Københavnsområdet, besøger jeg gerne Ordrupgaard (kunstmuseum ved Jægersborg Dyrehave nord for København. Museet rummer samlinger af dansk og fransk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, red.).

Direktørens anden side

I Licitationens artikelserie ”Direktørens anden side” møder du en stribe direktører fra bygge- og anlægsbranchen på en helt ny måde.

Vi kører denne artikelserie, fordi idræt, bøger, film, musik og kultur også er en del af fortællingen om de mennesker, der sidder for bordenden.

Hvilket sportshold kan få dig til at råbe passioneret ad tv-skærmen derhjemme?

- Jeg har mange gange fortalt mine drenge, jeg har fem, så jeg har sagt det rigtig mange gange, at fjernsynet ikke kan høre, så man behøver ikke at råbe til det. Så det gør jeg ikke.

- Men jeg holder med Liverpool, mine drenge med Arsenal, så det kan vi godt diskutere heftigt. I mange år var det lidt en ørkenvandring med Liverpool, så i trods har jeg døbt det verdens bedste fodboldhold – de har jo stadig rekord i mesterskaber og pokaler gennem historien.

Hvilke former for sport og motion foretrækker du selv at dyrke i fritiden?

- Jeg er fodboldtræner for min yngste søns U11-hold og har været det de seneste fem år. Det er sjovt og en god aktivitet at have sammen, men det kniber efterhånden med at kunne udfordre drengene tilstrækkeligt, så der skal nye kræfter til.

- Derudover er en løbetur søndag morgen sammen med en god ven i Dyrehaven nord for København et fast punkt på ugens program. Her vender vi verdenssituationen på de 8-10 kilometer, som tager en lille time. I år har vi taget et billede fra Eremitageslottet ud over sletten hver gang, så nu har vi en serie med årstidernes og vejrets skiften.

Du har netop ansat et lovende talent til dit ledelsesteam. Hvilken bog vil du anbefale vedkommende at læse?

- Jeg synes godt, man kan gå lidt kold i ledelsesguruers anbefalinger. Så jeg vil anbefale Mich Vraas ”Pigen fra det store hvide skib”, der handler om hospitalsskibet Jutlandias tur til Koreakrigen.

- Det er fiktion, men baseret på virkelige hændelser, og den kan fint give anledning til både etiske og ledelsesmæssige refleksioner, hvis man er i dét humør, og så er den vanvittigt godt skrevet. Så jeg vil faktisk anbefale den og i øvrigt Mich Vraas andre bøger til alle.

Du får ansvaret for musikken til en fest hos gode venner. Hvilken kunstner er den første, du sætter på playlisten?

- Som udvekslingsstudent i USA i 1980 havde jeg nogle gode venner, der lærte mig at nyde Queen, og det ville helt sikkert komme ud af højttaleren. Kim Larsen ville også være med på playlisten. Senere på aftenen kunne det godt blive lidt mere stille med noget Anne Dorthe Michelsen.

Du har en lang køretur foran dig. Hvilken podcast sætter du på?

- ”Bagklog” på P1. Her får man ugens vigtigste begivenheder belyst på en ny og respektløs afslappet måde. Der deles verbale lussinger ud til både højre og venstre på en underholdende måde, der giver anledning til at reflektere og være både enig og uenig. Det er virkelig ærgerligt, at det bliver skåret væk, for det er god taleradio. P3 for voksne.

Du skal vise en ven fra udlandet rundt i Danmark. Hvad ser du mest frem til at præsentere?

- Hvis solen skinner, skal vi en tur op i Rundetårn og se byen og de røde tage. Vi skal også se de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg. De er mega flotte, og gobelinerne (17 vævede gobeliner fortæller 1100 års historie, red.) er en god tur gennem Danmarkshistorien.

- Og så skal vi over Storebæltsbroen, den er fantastisk smuk med vejbanen svævende gennem pylonerne. På vejen til Aarhus, som er en skøn by, en rigtig storby, den er bare lille, holder vi i Odense ved det nye H.C. Andersens Hus (åbnede i 2021 og er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma, red.) og nyder selve konstruktionen og eventyrene. I Aarhus vi skal i Aros og gå rundt i regnbuen og på Moesgaard. Og en tur i Den Gamle By.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Mest læste
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Danmarks tredjestørste bro skyder op
Ungdomsboliger på vej ved Charlottenlund Slot
Havne- og kulturbad er klar til at blive bygget
IoT-virksomhed har ramt en guldåre med sensor-teknologi
Elektronikvirksomhed fremtidssikrer produktionen
DFDS hjalp med hunde og transport til Tyrkiet efter jordskælvet
Nordiske Medier:
Metal Supply DK
Wood Supply DK
Electronic Supply DK
Building Supply DK
Food Supply DK
Energy Supply DK
RetailNews
Transportmagasinet
Magasinet Pleje
Jern & Maskinindustrien
Mester Tidende
Licitationen
Motor-magasinet
Søfart
PlastForum DK
Fremtidens Logistik
FemernNews
EnergyIslandNews

Send til en kollega

0.094