23948sdkhjf

Rockwool-produkter leveret i russisk besat by uden samtykke

Stenuld i Mariupol er leveret uden "vores viden eller samtykke", lyder reaktionen fra den danske isoleringsgigant

Produkter fra Rockwool er dukket op på en byggeplads i den russiske besatte by Mariupol. Den danske isoleringsgigant bekræfter fundet, men siger samtidig, at de ikke har noget med leveringen at gøre. Det skriver Berlingske mandag.

- Vi er blevet bekendt med, at nogle af vores produkter benyttes i et hospital i russisk besatte Mariupol i Ukraine. Vi kan bekræfte, at Rockwool ikke har leveret disse produkter direkte (til byggeriet, red.), men at de i stedet er blevet leveret af en tredjepartsdistributør uden vores viden eller samtykke, skriver Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin.

Mens en række danske virksomheder som for eksempel entreprenøren Aarsleff og vinduesproducenten Velux har trukket sig, er Rockwool trods voldsom kritik blevet i Rusland efter landets angreb på Ukraine. Produktionen af stenuld er fortsat fra fire russiske fabrikker.

Kommunikationschefen vil ikke udelukke, at firmaets produkter kan finde vej til andre byggepladser i de russisk besatte områder, og han bedyrer samtidig, at det for Rockwool er tæt på umuligt at sikre sig mod at tredjepartsforhandlere leverer produkterne.

- Vi kan kun håbe, at vores produkter hjælper civile ukrainerne med at holde varmen gennem den kolde vinter og indgår i restaurering af hospitaler. Vi fordømmer på stærkeste vis krigen i Ukraine og håber på en snarlig løsning, skriver Michael Zarin.

Gør mindst godt

Primært russiske bombardementer ødelagde store dele af havnebyen Mariupol, der i maj måned faldt i angribernes hænder.

Rockwools topchef, Jens Birgersson, har forsvaret koncernens fortsatte tilstedeværelse i Rusland med, at en afvikling af aktiviteterne vil være ensbetydende med at forære fabrikkerne og dermed store indtægter til en oligark.

- Vi mener fortsat, at ved at fastholde kontrollen med vores forretning, gør vi, hvad der er mindst godt for det russiske regime. Og selvfølgelig vil vi fortsat overholde alle internationale sanktioner, har Michael Zarin tidligere udtalt til Licitationen.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078