Akut mangel på medarbejdere i det maritime: Brancheorganisation lancerer ny karriereportal

Der er et akut behov for flere medarbejdere til den maritime industri. I jagten på dem lancerer brancheorganisationen Danske Maritime derfor en ny karriereportal, der skal lokke flere unge ind i branchen. Det oplyser Cecilie Lykkegaard, vicedirektør i Danske Maritime.
- Vi vil gerne vise, at den maritime industri har gode muligheder og åbne døre, fortæller hun til Søfart.
Den nye portal går under navnet Maritime Future, og skal bruges som værktøj til at give et samlet overblik over flere af de elementer, som Danske Maritime har arbejdet med gennem de senere år.
Det tæller bl.a. et overblik over uddannelserne i den maritime industri, videoer med rollemodeller, undervisningsmateriale til undervisere og vejledere samt en job-, praktik- og projektbank. Portalen bliver også suppleret med bl.a. flere besøg på skoler og uddannelser.
- Det er ikke nyt, at vi arbejder på at tiltrække flere med en teknisk uddannelse til den maritime industri, men behovet er så voldsomt, at vi simpelthen bliver nødt til at sætte ind med alle sejl for at øge bevidstheden omkring industrien, siger Cecilie Lykkegaard.
Usynlig branche
Vicedirektøren fortæller, at en af de store udfordringer for den maritime industri er, at den er usynlig for mange og især de yngre generationer, og det tager lang tid at lave om på.
- Det kan godt være svært at få øje på den landbaserede del af Det Blå Danmark, når man ikke er en del af den. Når mange tænker maritimt, så tænker de, at det foregår på havet. Det kan godt være svært at komme ud med budskabet om, at der foregår meget på landjorden, fortæller hun.
Vi vil gerne vise, at den maritime industri har gode muligheder og åbne døre Cecilie Lykkegaard, vicedirektør i Danske Maritime
En anden udfordring er, at nogle af de uddannelser, som bruges af den maritime industri, også er meget eftertragtet af andre industrier. Derfor gælder det ifølge Cecilie Lykkegaard også om generelt at tiltrække flere til industriuddannelserne.
Danske Rederier har allerede karrierekampagne
Det Blå Danmark har allerede én kampagne, der arbejder på at tiltrække flere til branchen samt skabe opmærksomhed omkring den. Den hedder World Careers og har eksisteret siden 2006. Det er Danske Rederier, der står i spidsen for den.
På trods af, at både World Careers og Maritime Future altså begge arbejder på at få mere arbejdskraft til branchen, så mener Cecilie Lykkegaard ikke, at de konkurrer med hinanden, men påpeger, at de henvender sig til to forskellige dele af branchen:
- Vores portal fokuserer specifikt på den maritime industri og den landbaserede del. Det handler ikke om at sejle eller tage nautiske uddannelser, som mere er World Careers fokus. Der er behov for en kampagne som World Careers på redersiden, og der er behov for Maritime Future på industrisiden, siger hun og fortsætter:
- I mange år har World Careers været en fælles portal for Det Blå Danmark, og det har fungeret godt på den måde, at kampagnen har skabt et øget fokus. Men når man gerne vil favne det hele, bliver man ikke helt så fokuseret i sine budskaber, og vi må bare sige, at igennem årene er vores problemer med at tiltrække teknisk arbejdskraft kun blevet større. Derfor har vi lavet en dedikeret indsats.
De to brancheorganisationer arbejder dog stadig sammen, hvor det giver mening.
- I det hele taget samarbejder vi med mange aktører og andre kampagner både i og uden for Det Blå Danmark om at gøre kagen større, så vi får flere til at tage de uddannelser, som vi alle har brug for, siger hun.
Artiklen er en del af temaet Samfund.