23948sdkhjf

Ny rekord: Eksport af fødevarer stiger til 190 milliarder kroner

Landbrug & Fødevarer forventer at kunne fastholde eksporten af fødevarer på samme høje niveau i 2023

Den danske eksport af fødevarer og landbrugsprodukter ventes i 2022 at nå op på 190 milliarder kroner.

Det er ny rekord, skriver erhvervsmediet Finans.dk.

Rekorden er især drevet af, at de eksporterede fødevarer er blevet dyrere. Men i de fleste kategorier af varer er eksporten også steget målt i mængder.

- Det er særdeles positivt, da det vidner om, at dansk fødevareindustri har en stærk konkurrenceevne trods det relativt høje omkostningsniveau i Danmark, siger cheføkonom i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer Martin Kristian Brauer til mediet.

Årets højdespringer er eksport af mejeriprodukter, der er steget omkring 30 procent. Det skyldes især stigende priser på de solgte varer.

Både afregningen for mælken til landmændene og priserne på mejerivarer har været stærkt stigende og er i løbet af året nået op i de højeste niveauer nogensinde.

De største vækstmarkeder for fødevareeksporten har i 2022 været Tyskland, Sverige, Polen og Storbritannien.

Kun eksporten til Kina har været ramt af et markant tilbageslag, som skyldes faldende eksport af svinekød.

Selv om mange eksportmarkeder slås med høj inflation og udsigt til lav eller nul vækst i økonomien, vil landbruget formentlig kunne fastholde det høje eksportniveau i 2023.

Sådan lyder forventningen i hvert fald i brancheorganisationen, som påpeger, at fødevareindustrien er mindre konjunkturfølsom end mange andre brancher.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156