23948sdkhjf

Tagfirma får energiselskab og bank som medejer

Solartag, der leverer egenudviklede tagløsninger med integrerede solceller, får en ny storaktionær i form af Impagt Invest Sjælland, som Sparekassen Sjælland-Fyn og energi- og fibernetkoncernen Andel står bag.

Med en kapitaltilførsel på 12 mio. kr. får duoen en ejerandel på 10 pct.

– Vi tror på, at Solartags løsning, som kan anvendes både ved nybyggeri og renoveringer, vil appellere til alle de husejere, som gerne vil fremtidssikre deres energiforbrug og reducere deres CO2-aftryk uden at gå på kompromis med æstetikken. Vi ser således også Solartag som en stærk vækstcase og en rigtig god investering set både med de grønne og de økonomiske briller på, udtaler Lars Petersson, adm. direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, i en pressemeddelelse om købet.

10-doblet på to år

Solartags solcelletag er designet, så det i sig selv udgør tagfladen, og derfor ikke skal monteres på et eksisterende tag. Med en sekundær, traditionel panelløsning kan firmaet med adresse i Ishøj også tilbyde montage af solceller oven på eksisterende tage.

Interessen er ifølge firmaet til at tage og føle på: Salget er 10-doblet de seneste to år.

Og Solartags bagmænd forventer, at firmaets løsning kan tage markedsandele i både Danmark og flere europæiske lande samt USA.

Løftestang til udlandet

I tagfirmaet betragtes Impagt Invest Sjællands investering således som et vigtigt skulderklap og en løftestang i arbejdet med at realisere selskabets ambitioner.

– Som for så mange andre vækstvirksomheder er arbejdskapital afgørende for en yderligere bæredygtig vækst, og det er et drømme-match for Solartag at få Danmarks største energiselskab og en velrenommeret bank som medejer. Der er ingen tvivl om, at Andel og Sparekassen Sjælland-Fyn vil kunne muliggøre et yderligere stepchange i Solartags i forvejen hastige udvikling, siger Jens Romundstad, adm. direktør i Solartag, i pressemeddelelsen.

Solartag har investeret betragteligt i udviklingen af en stærk og komplet integreret tagløsning og har rykket al færdigvareproduktion til Europa. Dermed står firmaet klar til at levere på den store efterspørgsel efter integrerede solcellepaneler. 

Jens Romundstad siger uddybende:

– Vi er i forvejen etableret i USA, hvor vi afventer amerikansk certificering, men ser samtidig både det skandinaviske og europæiske marked som en naturlig udvidelse af vores aktiviteter og mærker allerede stor interesse. Flere af Danmarks nabolande går væsentlig længere for at sætte endnu mere tempo på solceller på tage, og her skal Solartag være med.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203