Fremgang skal avle fremgang for snedkermester: - Det her er første step

Snedkermester Arne Pedersen A/S har skabt firmarekord i nyt regnskab, og forventningen er at bygge yderligere på i år.
Ifølge Greve-virksomheden er omsætningen, som ikke fremgår af årsrapporten, løftet med 13 mio. kr. til lige knap 300 mio. kr. i 2022.
Resultatet før skat var 7,5 mio. kr. mod beskedne 0,4 mio. kr. i 2021, og medarbejderstaben er udbygget med 11 til 222 ansatte.
- Det gør mig helt vildt stolt og glad. Men vi er bestemt ikke i mål. Vi vil gerne gøre det endnu bedre. Det her er første step, siger adm. direktør, medejer og anden generation, Kim Pedersen, til Building Supplys søstermedie Licitationen.
Omsætningen i selskabet er nogenlunde ligeligt fordelt mellem service/drift og entrepriser. En prioritet, for ikke at "lægge alle æg i én kurv", lyder det.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. kr. | mio. kr. |
Bruttofortjeneste | 122,2 | 108,7 |
Driftsresultat | 8,5 | 1,1 |
Resultat før skat | 7,5 | 0,4 |
Årets resultat | 5,6 | 0,3 |
Egenkapital | 23,9 | 18,3 |
Antal ansatte | 222 | 211 |
Kilde: CVR |
Snedkerfirmaet er stiftet og navngivet af Arne Pedersen i 1978, der begyndte aktiviteterne hjemme i garagen. Han har siden overdraget ansvaret for den daglige drift og ejerskabet til sine to sønner Kim Pedersen, der er adm. direktør, og Brian Pedersen.
Selskabets hovedaktiviteter er i dag fordelt på to hovedområder. Det gælder renovering af ejendommens klimaskærm i hoved- og totalentrepriser samt service og vedligeholdelsesopgaver med afdelinger indenfor snedker/tømrer gulv, maler, murer, køkken, rengøring, legepladser, glas og forsikring. Med til at trække 2022-fremgangen er, at virksomheden er begyndt se mere i retning af kommunerne.
Læs meget mere på Licitationen - Byggeriets Dagblad:
Snedkermester med vokseværk: - Det gør mig helt vildt stolt og glad