23948sdkhjf

Alfa Laval nærmer sig omsætning på seks milliarder i Danmark

I 2021 leverede Alfa Laval i Danmark, der udgøres af fem danske selskaber med samlet 1.750 medarbejdere, en omsætning på 5,75 milliarder kroner, hvilket er en vækst på godt 3 procent. Bundlinjen var lidt højere end året før og endte på 597 millioner kroner.

- Vi er tilfredse med udviklingen, der blandt andet er et udtryk for, at vi gennem et løbende og massivt fokus på innovation - hvor vi i Danmark spiller en markant rolle - hele tiden optimerer og udvider vores produktmiks, så vi matcher eller endda er på forkant med markedets efterspørgsel, forklarer Per Lund Hansen, der er administrerende direktør i Alfa Laval Copenhagen.

- Særligt inden for bæredygtighedsfremmende teknologi står vi rigtig stærkt inden for en række brancher, hvor vores produkter eksempelvis bidrager til rensning af spildevand og reduktion af el-, vand- og kemikalieforbrug samt CO2-udledning. Det begynder vi for alvor at se resultaterne af i disse år, fortsætter han.

Et godt eksempel er Alfa Lavals rensesystem til skibes ballastvand, Alfa Laval PureBallast, der efterspørges i stor stil som følge af en kommende lovstramning, der pålægger skibe at begrænse udledningen af invasive arter. Alfa Lavals produkter er ifølge direktøren aktuelt også særligt efterspurgte i industrier, der beskæftiger sig med grøn omstilling af transportsektoren. Det gælder for eksempel både anlæg, der kan indgå i produktion af biobrændsler til den tunge vejtransport og ikke mindst teknologier, der kan bidrage til en mere bæredygtig søfart.

- Vi oplever også en stigende efterspørgsel på vores teknologier og procesudstyr, der kan indgå i produktionen af plantebaserede drikke og ikke mindst plantebaseret protein. Udviklingen er drevet af en øget efterspørgsel på plantebaserede drikke som hvede- og soyadrik som følge af dels pressede globale forsyningskæder på fødevarer samt en øget forbrugerbevidsthed om fødevarers miljøaftryk og sundhed, siger Per Lund Hansen.

I øvrigt var 2021 ifølge Per Lund Hansen også året, hvor salget af digitale løsninger til virksomhedens produkter til henholdsvis fødevareindustrien og spildevandshåndtering slog igennem, ligesom virksomhedens serviceforretning i Danmark også voksede betragteligt.

Fabriksflytning fra England til Danmark

Alfa Laval i Danmark har gennem de senere år udviklet sig til et stadigt mere betydningsfuldt land i den svenskejede industrikoncern, og det kom i 2021 også til udtryk ved beslutningen om at lukke koncernens fabrik i Eastbourne i det sydlige England og flytte aktiviteterne til Kolding.

- Baggrunden er, at vi i vores nye strategi har sat fokus på footprint-optimering. Nærmere bestemt, hvor mange steder i verden vi skal være til stede med fabrikker, og i den forbindelse har vi identificeret en række fordele ved at integrere produktionen fra Eastbourne på vores site i Kolding, herunder for eksempel produktionsoptimering, ensartning af produkter og et mindre miljøaftryk, siger Per Lund Hansen.

Alfa Laval i Kolding fremstiller pumper, ventiler og tankudstyr til blandt andet fødevareindustrien og den farmaceutiske og kosmetiske industri. Det samme gør fabrikken i England, men med en anden teknologi, så der er behov for, at både kompetencer og maskiner flytter med:

- Det betyder, at vi foruden udstyr og maskiner også skal flytte knowhow, da vores engelske kollegaer jo ganske naturligt har valgt ikke at flytte med fabrikken til et andet land. Derfor har vi gennem en længere periode haft en række medarbejdere fra vores site i Kolding udstationeret i Eastbourne for at sikre en så god proces som muligt. Vi påbegyndte den nye produktion i Kolding tidligere på foråret, men flytningen kommer til at forsætte over de kommende 12 måneder med transport af eksisterende udstyr, implementering af nyt udstyr og IT-systemer samt ikke mindst træning af nye medarbejdere, fortæller Per Lund Hansen.

Alfa Laval forventer at ansætte 70 nye medarbejdere i Kolding inden udgangen af 2022 i direkte relation til fabriksflytningen, der i øvrigt ikke er den eneste investering i de danske Alfa Laval-selskaber det seneste regnskabsår.

Investeringer i test og udvikling

2021 blev således endnu engang et år, hvor Alfa Laval-koncernen styrkede sine test- og udviklingsfaciliteter i Danmark.

- Vi har i dag absolut verdensførende test- og udviklingsfaciliteter på alle danske sites, og fokus varierer fra site til site. Det er resultatet af, at vi i Danmark huser flere af koncernens globale videnscentre og derfor over de senere år har fået ansvaret for stadigt flere forsknings-, test- og udviklingsaktiviteter.

I Søborg investerede Alfa Laval i et nyt innovations- og testcenter, der skal give kunder og Alfa Laval rammer til at teste og udvikle en teknologi til koncentrering af eksempelvis øl,

som gør det muligt for bryggerier verden over at nedbringe omfanget af deres transport af færdigproduceret øl med op til 80 procent. Alfa Laval fortsatte desuden udbygningen af sit globale test- og innovationscenter for dekantercentrifuger i Søborg, der åbnede i 2020. Med ansættelsen af flere medarbejdere, der skal arbejde med machine learning og databehandling, er bemandingen næsten fuldt udbygget, og udnyttelsesgraden af faciliteterne er tæt på et maksimum.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141