23948sdkhjf

Tættere samarbejde mellem den japanske og den danske maritime industri til gavn for begge lande

I dag underskriver Japan Ship Machinery and Equipment Association og Danske Maritime et Memorandum of Understanding om et tættere samarbejde mellem de to brancheforeninger og landenes maritime industrier.

Det kan være meget krævende for virksomhederne at opbygge givende relationer, men det kan dette samarbejde forhåbentlig bidrage positivt til, så vi ser meget frem til et tættere forhold til vores kolleger i Japan Jenny Braat, adm. direktør Danske Maritime

Japan og Danmark har i forvejen gode handelsforbindelser, og deres maritime brancheforeninger sigter nu på at styrke det gensidigt gavnlige forhold.

Formålet med det nye Memorandum of Understanding er således en tydelig hensigtserklæring om at styrke og videreudvikle det bilaterale samarbejde inden for maritime erhverv ved at løse fælles udfordringer – til gavn for både den japanske og danske maritime industri. Blandt andet i relation til at accelerere den grønne omstilling samt udviklingen af mere digitalisering og autonom skibsfart.

MAN var vært

Underskriftsceremonien fandt sted hos MAN Energy Solutions i København – en af de største danske maritime udstyrs- og motorvirksomheder med en førende markedsposition.

Fra Japan blev underskriften sat af Ship Machinery and Equipment Associations formand, hr. Shigeki Kinoshita, og fra dansk side af Danske Maritimes adm. direktør Jenny Braat.

De to branceforeninger

Japan Ship Machinery and Equipment Association repræsenterer 244 virksomhedsmedlemmer fra hele den maritime industri i Japan samt 75 organisationer som støttemedlemmer. JSMEAs har hovedkvarter i Tokyo.

Danske Maritime repræsenterer den samlede danske maritime industri og har ca. 150 medlemmer, som designer og bygger skibe, leverer udstyr og service, og i sidste ende kan sikre en miljøvenlig ophugning.

Kilde: Danske Maritime

Begge organisationer ser frem til det tættere samarbejde.

- Dette har et spændende potentiale for begge vores maritime industrier. Fra hver vores ende af verden er vi i gang med samme proces, nemlig at flytte den globale shippingindustri i en mere klimavenlig retning. Vi har et fælles ansvar, men har forskellige styrker, og samtidig er det japanske marked for os relevant at komme tættere på.

- Det kan være meget krævende for virksomhederne at opbygge givende relationer, men det kan dette samarbejde forhåbentlig bidrage positivt til, så vi ser meget frem til et tættere forhold til vores kolleger i Japan, siger Jenny Braat.

En vigtig udveksling

Jenny Braat suppleres af sin japanske kollega:

- Vi er meget glade for og stolte over at underskrive vores fælles Memorandum of Understanding. Det vil give begge landes industrier mulighed for at styrke deres teknologiske kompetencer gennem udveksling af synspunkter og viden – herunder også inden for dekarbonisering og digitalisering – med henblik på at levere fremragende maritime produkter til gavn for den globale skibsfart og at bidrage til udviklingen af den globale maritime industri samt den globale økonomi, siger Shigeki Kinoshita.

Som en del af besøget på MAN ES fik den japanske delegation også en guidet tur i forskningscentret.

Japan Ship Machinery and Equipment Association tilbringer to dage i Danmark for at møde forskellige dele af den maritime branche, herunder også Maersk McKinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, DFDS, A.P. Møller - Mærsk A/S og ShippingLab.

Besøget i Danmark er arrangeret i samarbejde med Invest in Denmark.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063