23948sdkhjf

To af to til Nærum-entreprenør – vinder endnu en profilbørnehave i Brøndby

Brøndby opfører to nye børnehuse med særlige temaer, såkaldte profilinstitutioner. Og nu er det afgjort, at begge institutioner skal opføres af det samme entreprenørfirma: Jönsson

Entreprenørfirmaet fra Nærum er således del af holdet, som har vundet det godt 2.000 kvm store Kirkebjerg Børnehus, skriver entreprenørfirmaet på sin hjemmeside.

På Kirkebjerg Børnehus er Jönsson partner med blandt andet Dall & Lindhardtsen Arkitekter, Aksel V. Jensen Rådgivende Ingeniører og UrbanLab Nordic Landskabsarkitekter

Daginstitutionen udføres i totalentreprise for Brøndby Kommune med JJW Arkitekter som bygherrerådgivere.

Brøndby Kommunes anden profilinstitution er en 1.650 kvm daginstitution ved Tranehaven i Brøndby. Jönsson kunne tilbage i april oplyse, at firmaet havde vundet opgaven sammen med Pluskontoret Arkitekter og OJ Rådgivende Ingeniører A7S.

Kan klatre mellem etagerne

Bygningernes facader spiller en vigtig rolle i bygningens arkitektur, der også er kendetegnet af store glaspartier, der lukker dagslyset ind. Mens facaden mod gaden er muret, vil facaden mod legepladsen være af træ og have et mere åbent udtryk, som skaber god forbindelse mellem ude og inde. Bygningen opføres i røde genbrugstegl med mønstermurværk og farveskift i mørtel.

Som profilinstitution har Kirkebjerg Børnehus idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer som bærende tema for de fysiske rammer og for det pædagogiske indhold.

Institutionen rummer derfor mange gennemtænkte løsninger, der appellerer til bevægelse og fællesskab på tværs af børnegrupper. For eksempel er der en lille tagterrasse på 1.sal, gangarealer der motiverer til motorik og bevægelse, mens trygge grupperum åbner op mod et fælles torv. I værkstedsrummet kan børnene udfolde deres kreativitet.

De kan også klatre i net mellem etagerne, udforske klatrereolen, eller de kan mødes i bygningens fælles multisal.

Licitationen var i kontakt med Kristina Duedahl, arkitekt og projektleder, fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Brøndby Kommune, i juni måned. Dengang fremgik det, at man forventede Byggestart på den nye idrætsinstitution i tredje kvartal i år, så børnehuset kan stå færdig i sommeren 2024.

Fra Jönsson lyder det nu, at færdigprojektering af byggeriet igangsættes medio august 2022.

Havde fem i spil til projektet

Kristina Duedahl fra Brøndby Kommune kunne i juni oplyse, at der var fem prækvalificerede hold til totalentreprisen på Kirkebjerg Børnehus:

Ud over vinderholder var der tale om Skou Gruppen sammen med BBP Arkitekter, T.B. Landskab, JL Engineering og ABC Ingeniører, Adserballe & Knudsen sammen med Lytt Architecture as, OJ Ingeniører og H+ TNT, Combi Byg sammen med Mangor og Nagel og ISC ingeniører samt Asos sammen med Nova5 Arkitekter, Klaus Nielsen A/S og Vega Landskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141