23948sdkhjf

Kommuner giver hjælpende hånd til at sortere plast og pap

Madrester, pap og plast for sig.

Over en million borgere i Danmark er allerede i gang med at sortere deres affald i ni forskellige kategorier. Og endnu flere skal i gang.

For at hjælpe både forbrugere, kommuner og virksomheder på rette vej lancerer Miljøstyrelsen derfor onsdag en ny hjemmeside og en ny kampagne.

Her vil der være hjælp til, hvordan affaldet skal sorteres. Det vil også være muligt at læse om affaldets vej efter indsamling og om genanvendelse.

Det oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er en af de største forandringer i dansk affaldssektor i årtier, og derfor er der god brug for at få fortalt, at affaldssortering nytter, og hvordan vi får det gjort.

- Vi skal gøre det ens på tværs af landet, derhjemme og på arbejdspladsen. Der kan vi hjælpe med at give god information, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Hun henviser til en undersøgelse fra Rambøll med over 1000 deltagere.

Her svarer 79 procent, at affaldssortering er nødvendigt for at passe på klimaet. 78 procent mener, at sortering i de ti kategorier er godt.

Dog mener halvdelen af de adspurgte, at sortering er besværligt og desuden fylder.

Lea Wermelin glæder sig over, at de fleste allerede gerne vil. Men hun anerkender også, at det er en stor forandring for mange.

- Vi kommer alle til at ændre vaner, så vi skal hjælpe med information til at gøre det på en klog måde, og så skal vi have de gode eksempler. Det bliver lidt mere svært end før. Til gengæld gør det noget godt for vores klima og miljø, siger ministeren.

Sorteringen nytter, slår hun fast, men understreger også, at det vil blive kontrolleret.

- En del af det, som den brede klimaaftale med Folketingets partier siger, er, at vi skal sikre kontrollen. Altså tilsynet med, at der også er styr på, at det bliver til genanvendelse, når vi har stået der og sorteret.

Undersøgelsen fra Rambøll viser også, at tre ud af fem ønsker mere information om, hvad der sker med affaldet efter sortering.

Et politisk flertal vedtog i juni 2020, at affaldet fra borgerne i alle landets kommuner skal strømlines og sorteres i ti fraktioner.

Madaffald, plastik, glas, metal, pap, papir, mad- og drikkekartoner, farligt affald og restaffald sorteres særskilt. Tekstilsortering er desuden på vej.

Ved samme aftale forpligtede man sig på at forhandle om, hvordan man skulle indføre et EU-krav om udvidet producentansvar. Det skal være indført senest 1. januar 2025 i alle medlemslande.

Udvidet producentansvar vil betyde, at jo mere emballageaffald, et produkt skaber, desto større regning får virksomheden.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094